2.4 Frigørelse

For at bringe alkoholikeren ud af benægtelsen og sidenhen hjælpe dem til sejr, kræves indgriben. På den samme måde som Gud griber ind i vores liv for at bringe os til Ham. Korset sammenlignes med at Gud river hul i himlen og kommer ned. Og alligevel er den radikale indgriben i alkoholikerens liv ofte en spørgsmål om at løsgøre sig fra ham. Ved at gøre dette viser vi den kærlighed som Gud gav os i korset. Han gav ikke sin søn i vrede eller irritation eller fordi Han simpelthen var træt af os. Han gjorde det på en udspekuleret, yderst selvopofrende måde. Og dette er modellen for den kristne familie som bliver nødt til at løsgøre sig fra et alkoholisk familiemedlem.

Alkoholisme er en synd. Lad os være klar over det. Verden har forsøgt at reducere dette simple faktum over de sidste 100 år. Alkoholisme har udviklet sig fra at være en synd til at være en psykologisk lidelse, en sygdom og nu [for nogle] blot en mental lidelse. Det er nok alle disse ting, men det er en synd, uanset hvilke psykologiske lidelser det skaber. At forstå dette vil hjælpe den kristne alkoholiker til at se problemet i et perspektiv som den ikke-troende ikke kan opleve. Men hvordan håndterer Gud vanemæssig synd? Han har fået rigelig erfaring med dette i Hans forhold til Israel, Hans egensindige, horende folk. Og tragisk nok har Han masser af yderligere erfaring i det pga. os, også. Da Israel blindt solgte dem selv til synd, blev de sammenlignet med alkoholikere- fulde og følelsløse overfor deres ansvar overfor deres Gud. Hvordan svarede Gud så? Han sagde ikke ‘Nåh, Israel, dette er afslutningen på dig og mig, jeg vil ikke have mere at gøre med jer, forsvind og lad mig aldrig se jer igen’. Smed Gud sit folk væk? Overhovedet ikke (Rom. 11:1,2). Han havde lyst til at ødelægge dem alle og starte forfra (1. Mos. 33,34)- men Han gjorde det aldrig. Ifølge Hosea, følte Han sig som en svigtet elsker, en mand som havde giftet sig med en kvinde der kunne lide at optræde som prostitueret. Og derfor sørgede Han over hvad de foretog sig. Han elskede dem så dybt. Han sendte sine tjenere og derefter Hans søn, for at hente dem tilbage til Ham (Matt. 21:33-38), vidende at de ville dræbe Hans søn. Udtrykkende Faderen, græd Jesus over Jerusalem, oprigtigt ønskende, at de ville vende tilbage til Faderen: “O Jerusalem, Jerusalem...” (Matt. 22:37). Lignelsen om den ødsle søn taler først og fremmest om Faderen der oprigtigt venter på at egensindige Israel vil vende tilbage til Ham fra deres udflugt ud i den gentile verden.

Yderligere bibelsk materiale vidner om at Gud lagde afstand mellem Ham selv og Israel, frigørende sig fra dem. Han gjorde ikke dette for at de ikke skulle smitte Ham, heller ikke fordi Han var irriteret på dem eller flov over dem. De fortsatte med at gøre Ham forlegen ved at slæbe Hans navn ind i vanære iblandt de gentile. Alligevel tager Hans kærlighed til dem ham udover det. Han udholder skammen pga. sin kærlighed til dem. Og Han vil aldrig nogensinde bryde med Israel. Så, hvorfor har Han så løsgjort sig fra dem? Alene for at gavne dem. Kig på det bibelske bevismateriale:

- Gud forlod Israel for at rense dem; det var en del af den ild der ville rense dem fra deres bundfald (Ez. 22:20-22). Der var et klart formål og hensigt med Hans løsgørelse.

- Gud forlod dem, så deres nøgenhed ville vise deres synder- Han ville ikke længere dække dem i de gentiles øjne (Ez. 23:29).

- Esaja bruger det faktum, at Gud har forladt Israel, som selve grundlaget for hans bøn til dem om, at vende tilbage til Ham (Es. 2:5,6). Han forlod dem, så de kunne vende tilbage til Ham af hele deres hjerte. Men Han var selvfølgeligt altid ivrig efter at de skulle vende tilbage.

- Gud fortæller Israel at fordi Han har forladt dem skal de søge Ham (Am. 5:2,4) .

- Gud ville forlade Hans folk indtil de erkendte, at deres problemer skyldtes, at Han ikke var med dem (5. Mos. 31:17).

- I 2. Krønikebog 12:5,6 læser vi hvordan Gud forlod Israel, efterladende dem i Shishaks hånd; men på grund af dette, gjorde de sig underdanige og Han vendte tilbage til dem.

- Han forlod Hezekiah, måske for at vise Hezekiah selv what der var i hans hjerte- for Gud vidste det allerede, fuldstændigt, uden nogen eksperimenteren (2. Krøn. 32:31).

- Neh. 9:28,31 bruger det samme hebræiske ord for forlade / opgive på to måder. “Så du gav dem over i deres fjenders hånd...Men i din barmhjertighed...du svigtede dem ikke”. Gud forlod Israel, men hørte dem da de råbte og kom tilbage til dem; men til sidst forlod Han dem ikke, pga. Hans ynde og nåde. Således føler Zion sig forladt af Gud, men erkender til sidst, at dette aldrig var tilfældet (Es. 49:14). Det vil så se ud som blot et lille øjeblik at Gud forlod hende (Es. 54:6,7).

Alt dette udgør måske et mønster for os. Det er frygteligt vanskeligt at løsgøre sig fra en alkoholiker, med samme rene motiver som Gud har. Fordi du er blevet skadet, misbrugt, brugt...men her er kærlighed og sand lighed til Gud testet i det ekstreme. Vi bliver måske tvunget til at opgive (adskille), men vi skal være forsigtige, at ALDRIG opgive håbet om at genoprette som en mulighed; for Gud giver på samme vis aldrig op. Der bliver søgt efter det tabte får indtil det bliver fundet. Vi kan ikke helt forlade et familiemedlem tabt i alkoholisme. Men vi kan løsgøre / forlade i en vis grad. Der var plan og formål i Hans løsgørelse; det var ikke blot vrede, irritation og træthed med menneskelig svaghed. Hvis Gud havde fortsat et aktivt forhold til Israel, gennemlevende den evindelige cyklus af synd, dom, svag anger, løfter om at gøre bedre, tilgivelse, synd, dom... så var de virkelige problemer ikke blevet løst. Hans løsrivelse fra dem, efterlader dem alene til, at konfrontere sig selv og finde den rigtige anger som Han søger. Men det er forfærdeligt og tragisk hårdt for Gud, at løsrive sig på denne måde.

Hosea har nogle beskrivelser af Guds hjertekvaler når han gør dette, hvilket jeg finder nogle af Bibelens mest gribende ord: “Skulle jeg kunne prisgive dig, Efraim? Skulle jeg opgive dig, Israel? Skulle jeg prisgive dig som Adma? Skulle jeg gøre dig som Sebojim? Mit hjerte vender sig, medfølelsen vælder op i mig. Jeg vil ikke bruge min glødende vrede, jeg ødelægger ikke Efraim igen, for jeg er Gud, ikke menneske, jeg er hellig iblandt jer. Jeg bringer ikke rædsel.” (Hos. 11:8,9). Her kæmper Gud den Almægtige med sig selv. Han har lovet at udøve sin voldsomme vrede imod dem, at ødelægge dem med Sodoms dom, fordi de har været endnu værre. Men Han ville ikke lade Ham selv gøre dette fuldstændigt. Fordi Han elskede dem. Eller igen: “Jeg har forladt mit hus, jeg har vraget min arv; jeg har udleveret min sjæls elskede til hendes fjender” (Jer. 12:7; 2 Kings 21:14; Sl. 78:60). Bemærk at Gud tidligere havde lovet [beskrevet med det samme hebræiske ord] at aldrig forlade / vrage Hans folk (1 Sam. 12:22; Sl. 94:14). Alligevel blev Han drevet til det pga. Israels behov. Så føl dig ikke fanget af tidligere løfter, givet på et tidligere trin i alkoholismen, at altid støtte og fastholde synden. Men selvfølgeligt, frigørelse må kun ske som absolut sidste middel.

Du bliver nødt til at frigøre dig fra alkoholikeren, måske endda ved at fysisk forlade dem. Men det vil være hjerteskærende, uanset hvor vred du er på personen. Gud kender dog din vrede og Han vil være tæt på dig. For Han oplever det samme med Hans vilde børn. Denne frigørelse er nødvendig for dit eget velbefindende ligeså vel som deres anger. Ellers bliver du afhængig, med en personlighed bundet op i en andens svaghed, i stedet for et uafhængigt barn af Gud der vokser opad som en palme, planted ved de floder af vand som Guds ord giver (Sl. 1:3). Hvordan du viser frigørelsen bliver vanskeligt og vil afhænge af hvert enkelt tilfælde. Fysisk adskillelse er ikke automatisk, ej heller nødvendigvis, svaret, med mindre alkoholikeren er voldelig overfor dig. Forsøg at vise kærlig uden at vise sympati der bekræftiger alkoholikeren i deres forkerte levevis. Du må aldrig lade vrede være motivet for at frigøre dig, men kun kærlighed. Forklar hvad du gør og hvorfor. Forklar at du ikke længere vil dække over alkoholikeren, ved at give undskyldninger overfor andre. Du vil ikke længere hjælpe alkoholikeren ved at give penge, købe alkohol, ændre planer for at dække over hans eller hendes sandsynlige fuldskab. Forklar at du tjener Gud på andre måder end ved simpelthen at være fuldstændigt omsluttet af alkoholikerens liv. Men trøst dem og sig at frigørelse ikke betyder opgivelse. Du elsker dem. Gud elsker os og vores synder påvirker aldrig vores position foran Ham i Kristus, men påvirker derimod vores faktiske følgeskab med Ham. Forklar til alkoholikeren, at du forsøger at handle oprigtigt på det bibelske grundlag af hvordan Gud behandlede Israel. Forsikr dem at din frigørelse fra dem ikke er din dom over dem. Vi må ikke i vores egne sind tage fejl af tilgivelse og tolerance. Påpeg at du også er en vanemæssig synder på andre måder, og vær forsigtig at ikke føle at du er mere retskaffen end dem, eller har et bedre forhold til Gud end dem, blot fordi dine synder ikke er så synlige. Mind dem om det vers der siger at nogle mænds synder er synlige i forvejen, går forud for dem til dommen [og det gælder alkoholikeren], hvorimod andre synder først vil være synlige på Dommedag (1 Tim. 5:24). Og den sidste kategori, kan du trygt sige fra hjertet, gælder dig. Og du er bekymret over det.

Lad være og lad Gud

Før eller siden skal det være et tilfælde af “Lad være og lad Gud bestemme”. Men dette er selvfølgeligt ikke det samme som blot at gå væk fra problemet. Jeg forstår den virkelige angst for at alkoholikeren bliver skadet hvis man lader ham være og ikke bliver og 'beskytter' dem fra dem selv. Det er svært at vende sig væk under en druktur når man ved at de uforvarende kan dræbe sig selv. For at endnu engang citere en søster med stor erfaring på dette område: “Det kræver en masse bøn og tillid at tro, at alle ting er i Guds hænder, for at overholde disse grænser”. Vi kan ikke endegyldigt ændre ej heller kontrollere andre- også selvom vi alle har en smule af ‘Kristus syndromet’, med at spille Gud hvorved vi tror at det er [eller burde være] fuldstændigt indenfor vores magt at ændre en anden. Og vi har en tendens til at føle os dårligt tilpas når vi ikke kan opnå dette. Sand kærlighed “søger ikke sit eget” (1 Kor. 13:5); vores kærlighed til alkoholikeren bliver nødt til at være ren og ikke en del af vores egenkærlighed. Jesus selvtillid blev ikke påvirket af hvor få der virkeligt reagerede på Hans arbejde. Han havde en plan, men Han gennemtvang den ikke en eneste gang. Vores grænser bliver nødt til at være fastlagt grundigt, så vi ikke bliver afhængige af den afhængige person, besat af dem i en sådan grad, at det skader vores egen person og vores eget forhold til Gud. Den store udskiftning af rådgivere af alkoholikere viser hvor nemt det er selv for professionelle at fejle i dette. Vi kan ultimativt kun styre os selv og vores egen reaktion i situationen. Prøv at lave en fast rytme for ting i hjemmet. Dette er ikke kun godt for involverede børn men fastlægger også dig som overordnet i en ellers kaotisk sitaution i hjemmet. Der skal være faste måltider. Der skal være jævnlige bibellæsninger. Sengetid er jævnlig. Disse ting vil ikke blive omgået af alkoholikeren, så vidt du er fysisk i stand til at gennemføre dette. Læs og genlæs Salme 37, bemærkende hvor mange gange vi bliver fortalt “ærgr dig ikke” uanset omstændighederne- på grund af vores eget personlige forhold med Herren og vores personlige håb for det evige liv i Guds Rige. At ærgre sig er en af de grundlæggende egenskaber ved mange familier med alkoholikere.

Når alkoholikeren er blevet taget ud af benægtelsen, er der en række realistiske muligheder åben for dig. Der findes professionelle rådgivere, både kristne og verdslige, og Alcoholics Anonymous har mange afdelinger rundt omkring i verden. Mit råd er simpelthen at prøve at få en kvalificeret kristen, bibel-baseret rådgiver indvolveret så snart alkoholikeren vil. ‘Sygdommen’ kan virkeligt behandles, med Guds hjælp! Kun 15% af amerikanske alkoholikere indgår i behandling af deres egen fri vilje. Hovedparten kommer i behandling af andre der føler for dem.

Byd vidunderet velkommen

En hovedfaktor i mange folks alkoholisme er det selskab de holder. Alkoholikere ser på en eller anden måde ud til at finde hinanden og hjælpe hinanden til at fortsætte deres selvdestruktion. Det normale mønster er, at alkoholikeren desperat ønsker at stoppe, anerkender problemet, men ikke kan forblive ædru fordi andre bliver jealous over deres fremskridt og lokker dem med mere sprut. Selvom ubevidst, så bliver det livsnødvendigt for alkoholikere at få deres venner til at fortsætte med at drikke. På dette trin behøver alkoholikeren nye venner. Og det er her, at gruppen af familie og venner der tidligere har frigjort sig fra alkoholikeren kan blive udslagsgivende. Det er også tidspunktet hvor broderen under afvænning desperat behøver gode venner indenfor kirken. Lignelsen om den gode samaritaner afspejler Jesus, den gode samaritaner, der bringer den sårede mand [hver enkelt af os] til en kro hvor Han giver ham ophold indtil Han vender tilbage. Kroen er helt sikkert kirken. Jesu krop, lavet af os i sine mange dele, “forøges af sig selv”, den vokser i kærlighed. En kilde til vores styrke og spirituelle dynamik er ubetvivleligt andre indenfor kirken. Dette er årsagen til at åben, støttende kontakt til hinanden er så livsvigtigt.