2.5 Tålmodighed og tilgivelse
Der findes ingen hurtig helbredelse for alkoholisme. At forvente hurtige resultater gør mange familiemedlemmer og venner frustrede. I sig selv er dette en udfordring til ens tro på Gud, som overfor mennesket udtrykker ‘skynd dig aldrig’ som Johannes Thomas yndede at sige. “Hvil i Herren og vent tålmodigt på Ham” (Sl. 37:7), sagde David. Dette må være muligt at opnå, uanset hvilken situation vi er i. Alkoholikerens familie har en betydning for hvor stor en skam de tillader offeret at føle. Paul skrev til hans ulydige korintere at han ikke var ude på, at ydmyge dem (1 Kor. 4:14), og alligevel skriver han andre steder “til skam for jer” (1 Kor. 6:15; 15:34). Alkoholikeren skal gives mulighed for at føle skam over sin synd, at de skal skamme sig, og alligevel skal dette ikke gøres på en skadelig måde; de skal erkende at vi ikke er ude på at gøre dem til skamme, selvom vi genkender og erkender deres skam. Alkoholikere har brug for et sted hvorhen de kan vende tilbage uden skadelig skam, efter en druktur, så de kan begynde igen. Dette ‘sted’ kan være køkkenbordet og en samtale med deres datter eller kone; men ‘stedet’ må ikke være et sted hvor deres fiasko ligger skjult eller den sande vigtighed af deres opførsel bliver minimeret det mindste. Skam og skyld vil kun fastlåse alkoholikeren i sin situation. Dette ‘sted’ skal mest af alt være et sted hvor tillid og ærlighed hersker. Du må absolut ikke bryde alkoholikerens tillid ved at sladre om dem til andre, specielt ikke når frustreret. Du vil få brug for din egen støttegruppe, dit eget sted at snakke med andre i samme position (som rådgiver), for eksempel Alcoholics Anonymous. De køkkenkonferencer, eller hvad eller hvor de nu er, bliver nødt til at være realistiske steder hvor alkoholikeren, uden at føle skam, kan finde modet til at igen kigge på sig selv og tage beslutninger endnu engang. De har brug for præcis feedback der giver dem et klart billede af den virkelighed de undgår og skaber. De har brug for at få det forklaret tydeligt til dem: der er en total modsætning mellem deres ord, deres principper og deres handlinger.
Bøn
Bøn er stærk. Bøn ændrer virkeligt ting. Gud er villig til at gøre ting i en 3. parts liv pga. bønnen og arbejdet af andre. Derfor tilgav og helede Herren den paralyserede (Mark 2:5) da Han så hans venners tro. Efter hver samtale med alkoholikeren, før an i en kort bøn. Samuel sagde, at ophøre med at bede for syndige Israel ville være, at synde imod Herren (1 Sam. 12:23). Behovet er i sig selv et opråb til bøn. Det behøver ikke være det grædende råb fra et Moskétårn; alkoholikerens tragiske behov er opråbet til bøn. Alkoholikerens familie - “medalkoholikerne” som de er blevet kaldt- vil møde fristelsen til, at lade bøn blive en rutine og forfalde til at blot gennemgå bevægelserne, uden en ægte tro på at Gud vil høre. Dette er grunden til at rigtig bøn, i Skriften, bliver forestillet som en kamp, en brydekamp både med en selv og med en Fader der kun vil gøre nogle ting hvis der er en tilstrækkelig mængde bønnerøgelse der stiger op foran Ham. Når vi beder “Dit rige komme” beder vi om, at vores liv bliver styret af Guds vilje, både af os selv og af Ham. Vi beder om, at Han bliver den endegyldige autoritet i vores liv, der leder os i retning af en indgang til det Rige som garanteret vil komme. Vi skal underordne os Guds vilje dagligt igennem bøn.
Alkoholismens dybe desperation, den måde at alkoholisme er et mysterie og ikke løselig bortset fra, at ty til ‘højere magter’, er en kraftig motivation for at bede. Du er i samme position som Jeremiah, da han levede mellem et frafaldent Judea som var forbandet med tørke for deres synder: “Hvilken hedensk gud kan give os regn? Hvem udover dig alene, O Herre vores gud, kan gøre sådanne ting som dette? Derfor vil vi vente på at du hjælper os.” (Jer. 14:22). Og bøn er fyldt med håb. Håbløshed er selvfølgeligt en stor følelse iblandt dem som føler for alkoholikerne. Hvis vores egne grænser er sikre, kan vi selv oprigtigt glæde os over det faktiske Håb om evigt liv som venter på os. Men hvis vi har troen, er der også grundlag for at håbe, selv for vores alkoholiske venner. Forestil dig med billeder i dit sind Faderen der ivrigt kigger efter at det ødsle barn vender tilbage; Han havde ikke hørt at han måske kom tilbage. Han ventede og håbede dagligt (Lk. 15:20). Guds håbefuldhed er i virkeligheden en forbløffende inspiration- hvis vi lader den være det. “Herren er nær ved alle, der råber til ham, alle der råber til ham i oprigtighed. Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, han hører deres råb om hjælp og frelser dem.” (Sl. 145:18,19).
Du bør være opmærksom på at Alcoholics Anonymous også har møder for alkoholikernes familier (AlAnon). Og der findes også støttegrupper som opererer blandt kristne, som jeg virkeligt anbefaler.
Nærstudie
Anger og tilgivelse
Det fejlende broderskab
Mattæus 5:48 sætter standarden: "Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!". Med mindre Gud vil tolerere, at vi opnår en lavere standard end Hans egen retskaffenhed som afsløret i Hans ord, vil ingen blive frelst. Hver især forventer vi, at Gud skal tolerere vores manglende evne til at nå denne ultimative standard. I forbindelse med ægteskab, som eksempel, fejler alle troende kristne par i at elske hinanden som Kristus elskede kirken. Som vi dømmer, så vil vi virkeligt blive dømt. Skræmmer det os ikke? Vi burde være så forsigtige, at vi viser fuldstændig tolerance overfor dem der ikke når standarden.
Evnen til at betale
Vores fejlende broderskab burde være bundet sammen af vores fælles oplevelse af Guds tilgivelse. Hvad vi skylder Gud kan aldrig blive betalt tilbage. Blot en enkelt synd giver evig død; efter at have syndet kan vi ikke gå tilbage og genleve de minutter, timer, dage eller år hvor synden blev begået. Alt hvad vi kan gøre er, at tro på Guds nåde og tro at Gud vil ophæve de retfærdige følger af den synd. Fordi vi bliver tilgivet skyld som vi aldrig kan betale tilbage, bliver vi bedt om, at gavmildt tilgive vores brødre for deres langt mindre skyld. Det fremgik at den mand som ejede en lille smule var langt bedre til at betale tilbage end ham som ejede meget. Men vores brødres evne til at betale tilbage gælden for deres synder er ikke noget vi skal overveje. Dette er helt sikkert hvad lignelsen lærer os. Folks evne til at angre er ikke en ting som vi skal tage i betragtning. Gud tager ikke i betragtning vores evne til at betale Ham tilbage- fordi vi er simpelthen ude af stand til at gøre dette.
Åbenhjertig tilgivelse
Vi skal tilgive vores brødre som Gud tilgiver os (Ef. 4:32). Gud stryger den åndelige optegnelse af synden, og undlader at bruge den i en ligning der afgører om vi kan blive tilgivet eller ej. Krist tilgav "åbenhjertigt" skyldnerne i lignelsen. Åbenhjertigheden af den tilgivelse foreslår ikke en præcis udregning, før tilgivelsen blev givet. Guds åbenhjertige tilgivelse ses også i Sl. 130:3: "Hvis du, Herre, vogtede på skyld, hvem kunne da bestå, Herre?". Gud "vogter" ikke skyld, som vores kærlighed til vores brødre ikke skal holde rede på deres tidligere synd (1. Kor. 13:5-7). Hvis vi nægter at indgå i fællesskab med folk pga. følgen af tidligere synder som de har angret, så vogter vi skyld. Gud håndterer os ikke på en måde som er proportional til typen eller mængden af synd vi begår (Sl. 103:7-12).
Du vil nok møde brødre som vil forsøge at overbevise dig, at vi skal gøre forskel på forskellige kategorier af synd, konkluderende at nogle slags synd skal angres offentligt og andre former for synd (f. eks. et vredesudbrud) kan angres privat. Men du må virkeligt overveje hvilket bibelsk bevis der er for dette?
>
Grader af synd?
Peter synes at det var svært at begribe den idé, at graden af synd var urelevant. Men "halvfjerds gange syv" viste hvor langt ude han var. Selv når en broders anger ser menneskeligt umulig ud (den 490. anger på en dag er ret svær at tro på!), skal vi stadigvæk bruge Nådens Pagt for ham. Bemærk at kun verbal anger blev forventet- og Herren sagde at den der tilgav blot skulle acceptere dette, i stedet for at kræve bevis på 'afvisning' på en eller anden fysisk måde. Det græske ord for anger er en sammensætning der betyder ‘at tænke anderledes bagefter’. Anger er grundlæggende en forandret holdning. Dette er grunden til at det er svært at dømme om anger findes i hjertet på en anden person. Fordi vores naturer er syndige, lever vi konstant med et behov for og en modtagelse af nåde, hvert eneste sekund af vores liv. Den Nye Pagt bliver ofte omtalt i Det Gamle Testamente som "nåde" og "sandhed". Hvis vi er i den pagt, lever vi vedvarende i gunst/nåde. Nåde er ikke blot en ting vi modtager i de få øjeblikke hvor vi beder for tilgivelse. Det foregår hele tiden. Vi lever i det. Hvis vi værdsatte dette, ville vi ikke se vores tilgivelse af andre som et eller andet vi lejlighedsvis 'giver'; vi vil så give dem nåde konstant, ligesom Gud gør til os.
Nogle ser ud til, at tro at vi kun lejlighedsvis begår synder, og at vi så angrer og modtager nåde. Dette tilsidesætter vores niveau af syndighed, og naturen af pagtforholdet med Gud. Vi er stadig i pagt med Gud selv når vi er midt i vores synder, som Israel indtil pagten blev brudt. På samme måde som fru søster Bloggs er fru Bloggs midt i hendes råbende skænderi med hr. Bloggs. Det er ikke op til os at udstøde andre fra Guds pagt. Alt hvad vi kan gøre er, at insistere på overholdelse af visse grundlæggende doktriner som udgør den pagt. Enhver som afviser doktrinerne som former pagten må blive udvist fra broderskabet, fordi de afviser at acceptere de skruer og bolte som udgør pagten. Men for nogen som er i pagt med Gud, må vi give dem den konstante nådes pagt, ligesom Gud gør med os.
Stram skolelærer?
Gud er ikke den stramme skolelærer med et blødt hjerte der siger: 'Jeg vil lade dig slippe denne gang, men lad mig ikke se dig gøre det igen'. Han ved at Han vil fange os igen, og vi ved det også. Hans nåde er konstant, men hvis vi vil opleve den igen i fremtiden, så skal der være en tilståelse, og en anerkendelse af, at vi lever på Hans nåde. Når vi bliver døbt, træder vi ind i Kristus. Gud anskuer os som om vi er så perfekte som Kristus. Gud tillægger Hans egen retskaffenhed på os igennem Kristus, også selvom vi ikke er perfekte til at adlyde befalinger. Dette er grundlaget for retfærdiggørelse igennem tro, i stedet for lydighed og afvisning af synder. Man kan sige at vi allerede er blevet frelst, alle vores fremtidige synder blev tilgivet os ved dåben. Vi er her og nu i de himmelske steder sammen med Kristus. Som Gud behandler os, således skal vi behandle hinanden; vi bliver også nødt til at kigge på hinanden som om vi er perfekte: "Tilgiv hinanden, ligesom Gud for Kristus skyld har tilgivet jer" (Ef. 4:32). Paul siger ikke at vi skal tilgive hinanden som Kristus tilgiver os. Vores tilgivelse blev givet os ved dåben; syndens magt i vores liv blev overgået af dåben ind i Kristus' død, hvilket ødelagde det onde. Derfor er enhver der er døbt ind i Kristus ikke en tjener af synd, med mindre de forlader Kristus. Selvfølgeligt ved vi at vi i praksis vil fortsætte med at synde. Men vores åndelige mand er i Kristus, Gud ser på den side af os, ikke på det onde indeni os. Vi kan ikke ødelægge det onde indeni os- hans destruktion er i døden (Rom. 6:23). At det naturlige menneske ikke kan blive gjort lydig overfor Guds ord (Rom. 8:7; Gal. 5:17-18; Jakob 3:8). Hvad Gud forlanger er en vækst i det åndelige menneske, at vi lever et liv som ved opgørelse viser, at den nye mand er mere fundamentalt 'os' end den gamle mand. Som Gud ivrigt kigger på den nye mand indeni os, sådan skal vi også opfatte den nye mand som vores bror. Bemærk at de uværdige i Mt. 25:42-45 er fordømt for hvad de udelader i stedet for hvad de begår.
Anger: Hvornår og om
Hvis vi planlægger at give tilgivelse for bestemte ting i stedet for at udvise en nådighedens pagt, følger det, at vi så skal være i stand til at vide hvornår en eller anden har angret. Vi bliver nødt til at nøje overveje spørgsmålet: 'Kan vi vide hvornår en eller anden har angret?'. Hvis svaret er 'Ja', så dømmer vi på den udvendige opførsel. Vi siger dermed at vores vurdering af en andens åndelige bestræbelser ultimativt er korrekt. Den mere fornuftige kristne ville sige 'nogle gange'. Men hvis det er sandt, antager vi at vi har et eller andet kriterium for at afgøre om en eller andet har angret. Men hvilket bibelsk bevis er der for at definere disse kriteria krystalklart? Det er derfor vanskeligt at undgå at konkludere: ' Nej, vi ved ikke hvornår en eller anden har angret'. Anger må gå forud for dåben, faktisk er dåben måske ikke gyldig uden angeren; men hvordan kan vi vide hvornår og om anger faktisk er forekommet i kandidaten? De fleste interviewende brødre accepterer, at de ikke kan vide hvornår eller om kandidaten har angret- og derfor er det sjældent at spørge 'Har du angret?' i samtalen inden dåben. Herrens befaling til at tilgive 490 gange om dagen (Matt. 18:22) lærer os med sikkerhed at vi ikke har en evne til at vurdere oprigtigheden af anger; alt hvad vi kan gøre er, at tilgive.
Anger + Forsagelse = Tilgivelse?
Det bliver ofte argumenteret at: 'Vi kan kun tilgive hvis du angrer og forsager din synd.' Dette lyder ganske komfortabelt når vi har med offentlige synder at gøre. Men, hvis vi gør denne ligning et generelt princip der bestemmer broderskabet, så bliver vi nødt til at anvende det konsistent. Vi ville så kun være 'tilladt' at tilgive en broder hvis vi ser ham forsage sin synd. Hvis dette princip blev anvendt for alle synder, så ville vi have et samfund som ikke kunne "bære over med hinanden i kærlighed" selv i den mindste grad; et samfund hvor alle holder en pistol til sin broders hoved, med mindre der er en afvisning af svagheden.
Kristne har (generelt) aldrig sagt: 'Vi kan ikke tilgive dig med mindre du forsager den opførsel.' til 'synder' såsom lejlighedsvis fuldskab, vrede, gifte par der beslutter sig for at skilles for evigt, og så videre. I stedet har der altid været en ånd af overbærenhed og seen igennem fingrene, som Gud ser igennem fingrene med vores egne mere skjulte fejl. Så hvorfor anvende dette princip af 'Ingen tilgivelse uden forsagelse' på nogle områder af livet og ikke på andre? Vi synder alle, angrer- og fortsætter så med at synde på samme måde igen. Vi kæmper alle imod de samme tilbagevendende fejl- og fejler. Er der virkeligt en så stor forskel mellem offentlige synder og private synder? Vi skal altid afspejle den samme ildhu som Gud til at tålmodigt lokke anger frem. Lukas 15 indeholder to lignelser vedrørende anger, hvor den frelste synder faktisk ikke angrer: det tabte får og den tabte mønt. Herren søger efter dem indtil Han finder dem; ingen af dem angrer faktisk eller søger at komme tilbage til Gud. Mønten er et objekt, den kan ikke angre. Det var faktisk kvindens fejl at den overhovedet blev mistet. Alle disse er helt sikkert eksempler ekstrem overdrivelse- en voldsom overdrivelse for at fastslå en pointe. Det er ikke Herrens fejl at vi strejfer om. Men Han taler som om det er i denne lignelse, for at fastslå pointen at Han så ihærdigt søger at vi kommer tilbage til Ham. På samme måde ligner Jahve sig selv til en værdiløs mand som forlod sin yndige kone Israel i sin ungdom (Es. 54:6). Selvfølgeligt må vi bruge vores frie vilje og angre, men Herren ligner os til ting der ikke kan angre og ikke angrer, og alligevel bliver bragt tilbage til Herrens endeløse søgen og hyrdeagtige omsorg. Sammenlign gerne dette med Peters kommentar, at Herrens ophøjelse havde til henblik at give anger, ikke blot tilgivelse, til Guds folk (ApG. 5:51; 11:18 kap. 2; 2. Tim 2:25). Dette er omfanget af Hans soning for mennesket; ikke kun for at tillade tilgivelse, men for at vise Hans usammenlignelige nåde i endnu større omfang ved at give anger til mennesket. I lyset af dette forbliver det et åbent spørgsmål hvor stor ære vi personligt kan tage for vores anger. Ikke alle tabte syndere vil komme tilbage, men Herren taler som om Han altid vil søge for veje, i hvert enkelt tilfælde, indtil de kommer tilbage. Disse ekstreme overdrivelser tjener alle til at lære os det store omfang af Hans trang til at vinde de tabte tilbage. I lyset af det, hvordan kan vi tillade os at spørge om en broder virkeligt angrer eller ej, hvis han siger at han angrer og han viser anger i en eller anden grad?
Imod Gud og menneske
Der er klart en forskel mellem en svag broder der synder imod kirken og imod at synde imod Gud. Lukas 15:18-21 antyder at der er en forskel. Vi forventes at tilgive hinanden som Gud har tilgivet os- men dette betyder ikke, at når vi tilgiver hinanden, så er det på Guds vegne. Hvis det var således, så ville vores beslutninger diktere Gud hvordan Han skal reagere. I stedet må det modsatte være gyldigt- Guds reaktion overfor os skal diktere vores reaktion overfor vores fejlende broder. Det er måske eller måske ikke ultimativt sandt, at Gud kun tilgiver os hvis vi angrer og forsager vores synder. Men der ser ikke ud til at være noget bibelsk bevismateriale der viser, at vores tilgivelse af andre kun skal være på dette grundlag. Vi tilgiver andre på basis af hvordan Han har tilgivet os, og er nådige overfor vores vedvarende fejltagelser. Men grundlaget for Guds tilgivelse af vores brødre er anderledes- det er bygget på personens tro på Kristu blod. Vi spørger ikke vores svage broder om han tror på Golgatas kors inden vi tilgiver ham.
Tilgivelse uden anger?
Den følsomme broder eller søster vil anerkende at vi ofte bliver tilgivet uden at specifikt forsage en synd- og derfor må dette være en egenskab af vores reaktion på andres synder. Følgende er bevis på dette:
- David bad for renselse fra "hemmelige fejl" (Sl. 19:12) - ting som vi ikke specifikt angrer, og som alligevel er syndige i Guds åsyn. Al synd er synd- synd er ikke definerbart i forhold til vores bevidsthed om det (som vidner de mosaiske ofrer pga. ejendomskrænkelse). Hvis vi er uenige i, at vi bliver tilgivet for synder som vi ikke specifikt angrer og forsager, så må vi konkludere at vi faktisk kender enhver af vores synder; og at blot een eneste uangret synd vil afholde os fra frelsen. Ingen af os har det kendskab til os selv, ej heller den forståelse af Guds retskaffenhed, der tillader os at være sikre på at vi kender hver eneste af vores synder. Det er kun de selvretfærdige som hævder at de har tilstået hver eneste af deres synder. Derfor er vi tvunget til at lægge vores lid på frelse igennem nåde- med en tro at vi vil blive tilgivet for de synder vi begår, som vi ikke selv kan se. Hvis vi selv håber på at blive tilgivet vores synder uden at vi specifikt angrer disse, så bør vi ikke gøre det til et princip at kun tilgive vores broder hvis han åbent viser sin anger.
- Faderen gav tilgivelse til den ødsle søn før der var direkte bevis på anger- blot et tegn på generel fortrydelse. Det ser faktisk ud til at det blotte faktum, at sønnen ønskede at vende tilbage til faderens hus var nok til at retfærdiggøre hans velkomst der- og at den fedede kalv blev slagtet.
- Vi må velsigne / tilgive dem som forfølger os (Rom. 12:14; velsignelse og tilgivelse er tæt knyttede i Skriften). Dette skal klart gøres uden at vente på at forfølgeren stopper eller angrer.
- Herren så en forbindelse mellem den måde den syndige kvinde kyssede Ham meget på, og den måde hun “elskede meget” (Luk. 7:45-47). Han fortalte så en lignelse om hende og Simon farisæeren. Hans pointe var at de begge skyldte Ham penge og at Han havde tilgivet gælden, men at Han kiggede efter en passende svar fra dem. Der er intet bevis for at Simon havde angret inden han modtog den tilgivelse.
- Vi skal tilgive den person der ‘angrer’ 490 gange om dagen for den samme synd. Tydeligvis var deres anger ikke oprigtig. Alligevel skal vi stadigvæk tilgive.
- Herren bad at soldaterne ville blive tilgivet fordi "de vidste ikke hvad de gjorde". Det faktum at Han bad for deres tilgivelse viser, at de var skyldige i at synde, også selvom de var uvidende derom- og derfor ikke angrede. Hvordan kunne de angre, at korsfæste Jesus mens de faktisk var i gang med at gøre det? De har måske nok fortrydt at gøre hvad de var tvunget til at gøre pga. de omstændigheder de befandt sig i. Dermed vidste Kristus at tilgivelse var mulig uden specifik anger og forsagelse. Svaret 'Men det gælder kun for uvidenhedssynder!' er uden betydning- Kristus attitude afviser stadigt klart den hypotese at tilgivelse kun kan blive givet hvis der er forsagelse af synden.
- Gud tilgiver folk på basis af deres tro på Kristu blod, og tilknytningen dertil i form af dåben; "ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger" (Tit. 3:4-8). Guds grundlag for frelse er ikke gerninger. Vi skal være forsigtige at vi ikke insisterer på at 'forsage' synder fysisk i en sådan grad at vi prædiker retfærdiggørelse af gerninger. Blot en synd- en hvilken som helst synd- fortjener døden. Ingen mængde forsagelse af den synd kan ændre den sætning. Guds flugtvej er at vi er i Kristus, så Han kigger på os som om vi er Kristus, tillæggende os Kristu perfekte karakter. Derfor er forsagelsen af synd ikke i sig selv grundlaget for frelse; derimod er det troen på Kristus. Selvfølgeligt, sand tro viser sig selv i gerninger. Men ingen af os har den grad af tro, som vi burde have, og derfor gør ingen af os den mængde eller type gerninger som vi skulle gøre. At insistere på at en eller anden viser sin tro med specifikke gerninger, f. eks. visse ændringer i deres ægteskabelige status, er at insistere at der er et direkte, definerbart forhold mellem tro og den bestemte type gerninger som den tro fører til. Så strenge er vi ikke ved os selv. Troen og gerningerne, hver enkelts gerninger, er langt fra fuldstændige. At knække brød er helt sikkert en af de største udtryk for tro på Jesu gerning. Alligevel er dette blevet nægtet dem der bekender at være usikre i troen på deres frelser.
- Manden i Matt. 18:26 blev tilgivet hans gæld pga. hans lyst til at betale den tilbage, selvom han ikke kunne betale den. Synd kan, på en måde, aldrig blive betalt tilbage, den kan kun blive dækket til. Og denne mand forventede at afspejle hans erfaring med tilgivelse i hvordan han håndterede sin broder.
- "Synd er overtrædelse af loven". Hver af os, derfor, lever i synd i en hvis grad. Vi kræver renselse fra selve vores natur- som er noget vi ikke kan forsage. En bror ryger måske; han føler måske at hver smøg er en synd, fordi hans samvittighed fordømmer ham. Men dette ændrer ikke hvorvidt vi overser hans svaghed og tolererer ham i broderskabet. Igen, det er inkonsistent at tolerere en bror som indrømmer at han lever et liv som på et punkt er 'syndigt', og alligevel ikke tolerere en broder med et vedvarende åndeligt problem på et andet område. Kan vi bevise at vi forventes at opdage grader af synd i hinanden? Og hvordan kan vi bevise at f. eks. vrede er bedre eller værre end andre former for fejl?
Ud fra ovenstående punkter burde det være indlysende at ligningen 'Tilgivelse = anger + forsagelse' simpelthen er forkert. Det er ikke generelt sandt. Selv hvis dette er sandt for Guds tilgivelse af os, er det så sandt for vores tilgivelse af andre? Og hvor er beviset, at vi skal forbyde broderskab med en vi ikke kan tilgive?
To standarder?
Vi bliver nødt til at anerkende at Guds sætter en ultimativt høj standard, men er villig til at acceptere at vi kun opnår en lavere standard. Vi overtræder alle Kristu bud dag efter dag og time efter time. Alligevel har vi et fast håb om frelse. Derfor er lydighed overfor buddene ikke det eneste krav til frelse. "Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!" (Matt. 5:48) forbliver uopfyldt af hver eneste af os- når det gælder vores egen lydighed. Det er muligt at overtræde Kristu bud hver dag og alligevel blive frelst. Hvis dette udsagn er falsk, så er frelse kun muligt hvis vi opnår Guds moralske perfektion, hvilket er umuligt.
Hvis ulydighed overfor Kristu bud er tolerabelt for Gud (pga. vores tro på soningen), hvordan kan vi afgøre hvilket af disse bud vi vil tolerere bliver overtrådt af vores brødre, og hvilke af dem vi vil bortvise for? Hvis vi ikke kan genkende grader af synd, er det vanskeligt at fastslå, at nogle bud er vigtigere end andre bud.
Hele vejen igennem Helligåndens undervisning vedrørende ægteskab i 1. Kor. 7 er der en konstant tråd af at sætte en ideal standard, men at acceptere en lavere standard. Dette demonstreres ved adskillige forekomster af ordet "Men..." i afsnittet:
- Det er bedre ikke at gifte sig: "Men og hvis du gifter dig, så har du ikke syndet."
- Det samme "men og hvis" optræder i vers 10-11: "en kvinde må ikke skille sig fra sin mand: men og hvis hun lader sig skille...". Skilsmisse tolereres derfor af Gud som en indrømmelse til menneskets svaghed, også selvom det er en handling som uværgeligt omfatter et fortsat brud af et bud.
- Det er bedre for enker at ikke gifte sig igen; men hvis de gør det, så er dette acceptabelt (1 Kor. 7:39; 1 Tim. 5:11).
De samme 'to standarder' ses også andetsteds i 1 Kor. Kød givet til gudestatuer er blot almindeligt kød, men Paul giver indrømmelser for dem med en svag samvittighed vedrørende dette (1 Kor. 8).
På samme måde i 1 Kor. 9:12, hvor Paul siger at han kunne have bedt den korintiske kirke støtte ham financielt, men han valgte at ikke gøre dette. Dermed valgte han den højere af de to muligheder.
- Dem som havde evnen til at tale i tunger skulle kun bruge den til at tale opbyggeligt til andre, talende nemt forståelige ord offentligt; men Paul var forberedt på at tillade korinterne at tale i tunger til sig selv (1 Kor. 14:28), også selvom dette ser ud til at gå imod den holdning som han udviser i hans tidligere forklaring af den idéelle brug af denne gave.
- 1 Kor. 12:31-13:12 antyder at Paul blev konfronteret med det højere valg at vælge kærlighedsmissionen og det skrevne ord, sammenlignet med det lavere valg at vælge at udøve Helligåndens gaver. Sammenlign gerne dette med det valg han havde i Fil. 1:21-26: det var muligt for ham at forlade dette liv, men han valgte det højere, vanskeligere og åndeligt risikable valgt at leve i endnu nogle få år, for at styrke sine brødre.
At der findes indrømmelser til svaghed, og at vi bør overveje disse i vores affærer med hinanden, betyder selvfølgeligt ikke at vi ultimativt aldrig ‘trækker en grænse’ med hensyn til broderskabet i vores kirkeanliggender.
Åndelig ambition
Med ovenstående siger jeg ikke, at Gud ikke værdsætter principper. Det faktum at Gud vil tillade en lavere standard burde inspirere os til at ikke konstant være afhængig deraf; i stedet skulle det gøre os ambitiøse nok til at opnå den højere standard som glæder Ham mere. 1 Kor. 7 viser at Gud vil tolerere en mindre end ideal standard i ægteskabelige forhold, hvilket er det område af kirkelivet som normalt frembringer den mest bitre uenighed. Dette har også et fortilfælde i Det Gamle Testamente. Abraham levede under Edens standarder, i stedet for den mosaiske lov (de 10 bud). Den edenske standard var Kristu standarder for ægteskab. Alligevel havde Abraham et forhold til to koner- og Gud tillod denne afvigelse fra en mand:en kone idealet.
Det er urelevant at argumentere at sådan 'inkonsistens' blev tolereret før den nye pagt blev iværksat. Guds moralske principper ændrede sig ikke da Kristus døde på korset og den nye pagt blev sat i kraft. Det er muligt for os at se overgangen mellem de to pagter mere dramatisk end den var. De udtrykker de samme principper på forskellige måder. Guds største princip er Hans nåde, og villighed til at give indrømmelser til menneskelig svaghed, og dog bevare Hans retskaffenhed. Den er konstant i begge pagter.
At søge Gud
Vi bliver ofte mindet om af profeterne, at den åndelige levemåde er en levemåde der søger Gud. Vi skal finde hans ansigt (Sl. 24:6; 27:8)- hvilket er umuligt at finde (Ex. 33:20). Derfor er det faktisk umuligt at finde Gud, i den ultimative betydning af "at finde" Gud, i dette liv; men vores hele dødelige liv skal leves i stræben efter at opnå den ultimative perfektion. At søge Gud defineres ofte af profeterne som at forsage vores synder og at ønske at blive retskaffen (Amos 5:5,8,14,15). Ingen af os lykkes fuldstændigt i at finde Gud, og derfor følger det, at ingen af os fuldstændigt forsager vores syndighed.
Vi forenes i vores fællesskab af at vi alle søger den samme Gud, erkendelsen af den samme retskaffenhed i vore liv (Sef. 2:3). Vi bliver forenet af dette snarere end, at vi alle er retskafne. Det er dem som søger ondt som vi intet fællesskab har med; dem hvis retning i livet er imod ondt, som ikke værdsætter Guds retskaffenhed. Der findes mange med ægteskabelige problemer hvis vanskeligheder har fået dem til at værdsætte og søge ægte retskaffenhed mere end mange af os. Igen, der ser ikke ud til at være en grund til at pege på et bestemt aspekt af at søge retskaffenhed, og gøre dette til en indikator for den generelle retning af den troendes liv. Fordi et par er, f. eks. skilt, eller fordi en broder lejlighedsvis drikker i overflod, berettiger ikke os ikke til at udråbe dem som søgende ondt snarere end retskaffenhed.
Der ser ikke ud til at være en grund til at vi skulle bryde broderskabet med en der ikke søger Herren nok, hvis vi indrømmer at de ikke søger ondt. Anger og søgen efter Gud er relaterede; på denne måde kom Israels genskabelse da de søgte Gud og (f. eks.) angrede (Jer. 29:12-14). Der er dog alligevel en god grund til at synes at Israel dengang var åndeligt svag; nogle af dem havde en lyst til at søge Gud, og Gud accepterede dette. Sammenhængen mellem anger og at søge Gud betyder at det at afbryde broderskab med en eller anden pga. vedkommende ikke angrer nok, er at smide dem ud af broderskabet for at ikke søge Gud nok. Implikationen er at resten af os har søgt Gud nok- og derfor fandt Ham. Til slut, Gud ønsker, at vi søger Ham, men denne søgen antyder ikke fuldstændig anger og forsagelse af synd.
