5. Konklusioner
Før eller siden vil alle involverede spørge spørgsmålet: Hvorfor mig? Hvorfor er jeg en alkoholiker...hvorfor er det min skæbne at leve med en alkoholiker? Uden accept at Gud ikke kun virkeligt findes men har en alvorlig, stærk plan for at manifestere sig selv i os, og at alle aspekter af vores liv bliver styret hen til at ultimativt tillade dette, disse spørgsmål forbliver tragisk ubesvarede i mange ikke-troende sind. Jeg er overbevist om at en retfærdig Gud ultimativt ikke vil prøve nogle af Hans børn mere end andre. Vi må hver især løfte korset. Uanset hvor mange gange vi snubler og falder imens vi bærer det- og selv vores Herre gjorde dette i Hans sidste vandring til Golgata- vi skal domineres af billedet af korsbærende discipelhed efter Ham. Vejen, stien, kanalen som hver af os bliver givet af vores Herre er forskellig. For nogle er det alkohol; for andre, at leve med ægteskabelig utroskab, narkotika, fysiske eller psykiske handikap. Og således fortsætter listen, som og hvis vi kunne se hver enkelt af Guds børns private udfordringer. Vi har hver især vores egen vej til korset, til den tilstræbte imitation af Kristus som vi ubenægteligt, uundgåeligt er kaldet til.
Som min ven Steve Johnson engang sagde til mig, da vi mystificeret af hændelser kørte igennem snedækkede marker i Letland: “Det er processen, ikke produktet”. Eller som en anden kær ven John Stibbs sagde til mig midt i en personlig tragedie i en forstad i Australien, da vi sad sammen på en dampende Brisbane veranda: “Det er rejsen, ikke målet”. Som Gregory af Nyssa sagde i hans Moses liv: “Dyd opdages ikke så meget i opnåelsen som i forsøget, kampen, at deltage i løbet”. Ultimativt er pointen ikke om dit familiemedlem ophører med at drikke eller ej. Det er din reaktion derpå, som forbereder dig til det endegyldige mål Guds Rige. Og dette er det ene slutpunkt som er af ultimativ konsekvens, svært som det er at forstå, at vi lever vores liv i en verden opsat på personlig lykke lige nu og her. Jeg ved at det ser ud som om Gud er uretfærdigt fjern fra dig i disse kriser. Prøv at fange Manoas ånd, som så meget ønskede at Gud greb direkte ind ved at sende en engel og fortælle ham hvad han skulle gøre med sin søn Samson. “Herrens engel viste sig ikke mere for Manoa og hans kone. Da forstod Manoa, at det var Herrens engel” (Dom. 13:21). Det var selve fraværet af Guds direkte tilsynekomst i hans liv der til sidst overbeviste Manoa at han havde et fuldgyldigt forhold til Ham. Må du også vide dette sandt for dig, som så mange andre har. Herren Jesus havde en måde at blidt vende kommentarer og spørgsmål tilbage på den person der sagde dem, og med at omdefinere de udtryk der blev brugt. En mand fortalte engang Ham at han ville følge Ham “hvor du end går”, altså til et hvilket som helst endemål som vejen måtte føre til. Herren svarede at Han ikke havde et sted at lægge sit hoved. Med andre ord, det er det at følge Ham som vi skal fokusere på, i stedet for hvor hårdt et eller andet muligt fremtidigt offer kan være. Det er vejen, ikke målet der er vigtigt (Matt. 8:19-21).
Jeremias så sit elskede folk blive opslugt af resultaterne af deres egne handlinger og holdninger. Han erkendte at det kun er pga. Guds nåde at der var nogle tilbage. Jeremias takkede Gud: “Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor. Jeg siger: Herren er min lod, derfor venter jeg på ham. Herren er god mod den, der håber på ham, mod det menneske, der søger ham.” (Klages. 3:22-25).
