1.2 Benægtelse
Benægtelse er nøglen til alkoholisme. Det er
altid en sygdom som du ikke erkender, eller ikke vil erkende, at du
har. Benægtelse er et almindeligt menneskeligt svar på ulykke: derfor
benægter mange mennesker symptomerne og sygdommen uanset grunden. På
den lange vej som alkoholikeren tager imod mental, psykisk og moralsk
forfald, er den første ting der forsvinder normalt ærligheden. I
starten er der små løgne. Og allerførst de løgne som alkoholikeren
giver sig selv:
Jeg har kun drukket to... Jeg har ikke drukket
i en uge... Jeg drikker ikke så meget som...[Tom, Jose, Sergei,
Svetlana, Sarah...]
Dette udvikler sig så til at
alkoholikeren lyver overfor dem der omgiver ham. Ethvert forsøg på at
snakke med ham om emnet bliver afvist eller nægtet at tale om. Synd
bliver ikke anerkendt. Med det samme er vi oppe imod et moralsk
problem. At lyve er en synd, i denne sammenhæng. Og som vi ved så godt
fra Skriften, det ikke-genfødte hjerte er bedragerisk (Jer. 17:9).
‘Djævlen’, i vores egen tale til os selv, er en bedrager; vi bedrager
os selv til at synde. Sjældent hærder vi os selv i oprør imod Gud og
Hans veje. Vi retfærdiggør vores handlinger, fortællende os selv at vi
er et specielt tilfælde, at i vores tilfælde er vores opførsel
berettiget. Alkoholisme begynder således med løgne, til en selv, til
Gud, og sidenhen til andre. Alkoholikeren havner i en tilstand af et
levende spindelvæv af løgne, delvist fordi dem omkring ham ofte ender
op med at støtte ham. De lyver om hvor meget han drikker, de dækker for
ham, laver undskyldninger. Dette betyder ikke at dem omkring ham er
skyldige. De er blevet fanget af frøsyndromet- en frø vil hoppe ud af
kogende vand, hvis smidt i det. Men, hvis frøen bliver sat i koldt vand
som så langsomt varmes op til det koger, så vil frøen blive i det
kogende vand selvom vandet ødelægger frøen. De ædru medlemmer af
alkoholikerens støttegruppe bliver nødt til at erkende, at sådan er
situationen. Virkeligheden skal konfronteres hvis der skal gøres
fremskridt og opnås en tilbagevenden til normalt liv, eller i det
mindste liv som Gud ville det. Dog er en speciel fare ved sygdommen
alkoholisme, at den knokler for at ikke lade virkeligheden blande sig i
de problemer som den forårsager. Alkoholikeren vil fokusere på
detaljer- “Jeg spiste ikke børnenes mad som du beskyldte mig for...Det
gjorde jeg virkeligt ikke...du har stadigvæk nogle penge i din
pung...Jeg drak øl, ikke vodka...”; dog er dette blot en måde at undgå
at kigge på det skrækkelige store billede, og på at flygte fra
virkeligheden. ‘At nå frem til sandheden’, i den bredere betydning af
udtrykket, er hvad helbredelse drejer sig om. Alkoholisme er en sygdom
i sjælen, et nedbrud af personligheden; helbredelsen er en gendannelse
af personligheden i Guds billede.
Løgnene spreder
sig i takt med sygdommen, og flere og flere mennesker bliver trukket
ind i spindelvævet af usandheder. Dette er hvorfor alkoholisme er den
alvorlige synd, som Bibelen angiver den som. Fordi usandhed og bedrag
er lige netop det modsatte af den tankegang som Faderen søger. Han ser
lige igennem os og vi burde være gennemsigtige foran Ham, hvis vi tror
dette. Alkoholikeren lægger altid rænker for at sikre sig, at pengene
og alkoholen vil være til rådighed, og at der vil være tiderne og
stederne til at blive fuld. Løgne skjuler rænkerne, hvorefter flere
løgne påkræves for at gøre disse løgne acceptable. Den løgnagtige
livsstil fører ofte til, at de lyver om ting som de end ikke behøver
lyve om- det bliver kronisk. Det er hele denne perifære opførsel som
skal rettes, når alkoholikeren helbredes- det er ikke blot et spørgsmål
om at indtage alkohol og stoppe indtagelsen af alkohol.
En
klassisk fejl, iblandt dem der bekymrer sig om alkoholikeren, er at
afpresse et løfte om at aldrig drikke igen. Alkoholisme handler om
selvbedrag, løgne, gentagne fiaskoer. Det er en del af alkoholisme, at
alkoholikeren ikke holder sådanne løfter. Indtil han kommer over
benægtelsesstadiet. Yderligere gælder at følgen af det brudte løfte er,
at det styrker alkoholikerens skyldfølelse og selvhad; disse er
grundlæggende årsager til at han eller hun drikker i det hele taget.
Det forstørrer blot problemet.
Alkoholisme er svært
at forklare udfra “hvorfor” det sker. Vi kan ikke se årsagerne.
Alligvel er vi normalt bedre udrustede til at løse problemer, hvis vi
ved “hvorfor” det skete. ‘Mysteriet’ bag alkoholisme er en af
faktorerne som gør det svært at acceptere, at man har denne sygdom.
Dette skal måske påpeges kærligt overfor alkoholikeren. På et niveau
bliver vi nødt til at glemme ‘hvorfor’. På et andet niveau, hvis
årsagerne til alkoholismen i det mindste er delvist kendte, såsom uløst
misbrug i barndommen, behøver disse også at blive håndteret samtidigt
med alkoholismen -- ellers, hvor alkoholmisbrug bliver brugt som en
løsning, kunne det simpelthen blive erstattet af en anden mekanisme, en
som er lige så ødelæggende. Men virkeligheden er, at alkoholikeren er
en alkoholiker. At acceptere det uforklarlige med det samme, kaster
alkoholikeren ind i tro på Gud, den vage ‘højre magt’ som Alcoholics
Anonymous taler om i deres ‘12 trin’. Alkoholismens mysterie tvinger en
til at vende sig til Gud; det uforklarlige må simpelthen accepteres.
Dette er helt sikkert hvorfor den ateistiske psykiater Carl Jung
indrømmede at være ude af stand til at behandle alkoholisme. Den kan
ikke helbredes af hverken medicin eller psykologi. Erfaringen af at
kæmpe med synden / sygdommen lærer, at i sandhed “mennesket ikke
bestemmer sin vej; det står ikke i den vandrendes magt at gøre sine
skridt faste” (Jer. 10:23). Og dette forklarer hvorfor selv
ikke-troende alkoholikere ser ud til at have en forstørret spirituel
forståelse i deres besværligheder. Vi bliver nødt til at udnytte Guds
sandhed i opgaven med at tage disse kæmpende mænd og kvinder opad og
dybere i deres forvirrede fornemmelse for Gud og Hans sandhed.
Som
en slutbemærkning- husk at alkoholisme ikke kender grænser. Den har
påvirket præsident til bonde i Ruland [og alle trin indimellem]. Der er
en stereotype, at flere mænd end kvinder bliver ramt, men dette bliver
mindre og mindre sandt selv i Rusland. I USA er omkring 50% af
alkoholikerne kvinder. Og det er blevet observeret, at fordi kvinder
udsættes for et større socialt sår end mænd, er det langt sværere for
kvinder end for mænd at slippe fri af ‘benægtelsesfasen’. Deres
familier bliver nødt til at være opmærksomme på dette faktum.
Nærstudie Følgerne af at tro, at Gud ser og ved alt
Ingen hemmelige synder
Job
vidste dette, og derfor kommenterede han, at det er umuligt, at han f.
eks. ville længes efter en kvinde, hvis han virkeligt troede (som han
hævdede at han gjorde) at Gud er altvidende. "Hvorfor så skulle jeg
tænke på en tjenestepige [som hans venner antydede at han havde gjort]?
Ser han [Gud] ikke mine veje og tæller alle mine trin?" (Job 31:4). På
samme måde blev Gud nødt til at påminde Israel: “Hvem kan skjule sig på
steder hvor jeg ikke kan få øje på ham? siger Herren. Er det ikke mig,
der fylder både himmel og jord? siger Herren.” (Jer. 23:24).
Sammenhængen beder folk om at stoppe deres synder. Vi burde knokle for
at komme i Riget, fordi Gud kender absolut hver eneste af vores tanker
and handlinger og vil til sidst dømme dem (Heb. 4:11-13).
Bjergprædikenen er virkeligt baseret på, at omsætte den viden, at Gud
ser og ved alt til daglig praksis. Vores tanker er identiske med vores
handlinger; og alligevel tænker vi ofte, at det faktum, at vi er smarte
nok til, at ikke udtrykke dem i handlinger på en eller anden måde, er
en mindre fiasko. Og alligevel ser Gud vores tanker langt væk fra.
Erkendelsen af dette vil hjælpe os til, at undgå den største fare i det
religiøse liv: at have en ydre spiritualitet når vi indeni er døde.
Fred Barling bemærkede: “Gud elsker den mand der er ægte hele vejen
igennem; en i hvem “udenpå” og “indeni” er det samme; en hvis
fremtrædende filosofi er “Du, Gud, ser mig””. Bemærk hvordan Herren
Jesus åbner hvert eneste af sine breve til kirkerne med rubrikken: “Jeg
ved…”; Hans altviden om Hans folk regnes for at motivere den rette
opførsel. Han kritik af disse kirker antyder at de ikke værdsatte det
faktum at Han kendte dem og deres veje. Hannah tænkte over Guds
altviden; og på dette grundlag bød hun Peninah at ikke være stolt og
ikke bruge hårde ord imod hende, netop på grund af dette: “Hold op med
jeres store ord, fræk tale må ikke udgå af jeres mund, for Herren er en
Gud, der ved alt, af ham prøves hver en gerning.” her og nu, fordi Han
ser og ved alt (1. Sam. 2:3).
Det hebræiske sprog
afspejler visse virkeligheder om Guds veje. Det almindelige hebræiske
ord for ‘at se’, specielt når brugt om at Gud ‘ser’, betyder også at
‘at give’. Abraham trøstede Isaac at “Gud vil se selv udse sig [AV
‘give’] et offerlam” (1. Mos. 22:8); og således udlægger RVmg.
‘Jehovah-Jireh’ som betydende ‘Herren vil se, eller give’ (1. Mos.
22:14). Det samme ord bruges når Saul beder sine tjenere “at give” ham
en mand (1 Sam. 16:17). Da Hagar sagde “Du er Gud, der ser” (1. Mos.
16:13), udtrykte hun taknemmelighed for Hans gave til hende. I praksis
betyder dette, at det faktum at Gud ser og ved alt betyder, at Han kan
og vil derfor give os omstændighederne i livet; for Han ser og ved alle
ting.
Åbenhed overfor Gud
Det faktum at
Gud ser og ved alt betyder, at vi lige så godt kan åbne vores liv op
for Ham i bøn og meditation. Jeremiah "afslørede min sag" foran Herren
fordi han vidste at Gud "ransager hjerte og nyrer" (Jer. 11:20). Dette
er måske hvorfor mænd som Jeremiah var en smule 'hårdhændede' med Gud;
uanset hvad de følte om Gud, så fortalte de det til Ham. De vidste så
godt at Gud kendte deres tanker...der var intet formål i at sige fine
ord til Gud i bønner, samtidigt med at de følte hårdere for Ham i deres
hjerter. Salmisterne taler til Gud på en langt mere ‘hårdhændet’ måde
end vi gør. De hælder deres følelser ud, deres vrede og deres
frustration over deres fjender, deres manglende evne til at forstå
hvordan Gud arbejder…og de lader det hele frit. De ser ikke ud til at
have reservationer overfor Gud; de taler til Ham som om Han er deres
ven og bekendte. David tigger Gud om at ‘skaf mig min ret!’ (Sl.
35:23), han indvender at han har retten og at han længes efter at Gud
dømmer ham. Ligeså gør profeterne, i de indskydelser de sommetider
laver som kommentar til den profeti de lige har udtalt. David ser ofte
ud til at have følt “Forbandet være disse folk!”, men han hælder dette
ud på Gud og beder Ham om at forbande dem. Når vi ligesom David føler,
at vores fjender er uretfærdige kan vi:
1. Søge hævn. Men dette er ikke en handlemåde der er os tilladt, bibelsk set.
2.
Nægte følelserne af smerte og vrede. Og dog, de kommer frem på en eller
anden måde. Og vi slutter os til de millioner af sårede folk i denne
verden som ‘afreagerer’ på en eller anden måde på andre.
3.
Eller vi kan gøre som David ser ud til at have gjort. Tage følelserne,
fuldstændigt som de er, uden at de hårde kanter er slebet af…til Gud
selv. Hælde dem alle ud under bøn og lade Ham ordne problemet. Som
kommentar bemærkes at dette passer med moderne psykiatris konklusioner-
vi kan ikke undertrykke vores følelser, så vi bliver nødt til at
udtrykke dem på en passende måde.
Den sidste
mulighed er sådan som jeg udlægger de fordømmende salmer. Disse anfald
af følelser blev læst af Gud som bønner. Skribenten af Salme 137,
siddende vred og frustreret ved en babylonsk flod, med hans harpe
hængende på en pilegren, bliver hånet (“pint” Sl. 137:3 RVmg.) af de
sejrende babylonske soldater, der førte ham væk som fange…han føler sig
så rasende på dem. Specielt da de prøvede at få ham til at synge en af
tempelsangene (“syng for os af Zions sange”). Og hans sind hopper fra
smerte til smerte, som en bitter mands sind gør. Han huskede, at da
Babylon havde invaderet, hjalp edomitterne ikke deres hebræiske brødre
(Obad. 11,12). De havde opmuntret de babylonske soldater til at rive
templet ned, ved at sige “Rasér det, rasér det, helt ned til
fundamentet”. Så i vrede og bitterhed beder denne jøde, i tårer mens
han husker Sion, “O datter af Babylon …lykkelig vil han være som
belønner dig som du har tjent os. Lykkelig skal han være som tager og
knuser dine børn mod klippen” (Sl. 137:8-9). Gud opfatter disse vrede
ord som en bøn og på en eller anden måde vil de blive opfyldt. Fordi
disse ord bliver fulgt op i Johannes Åbenbaring 18:8 og angiver hvad
der til sidst vil ske med Babylon. Hendes åndelige børn vil blive smidt
imod klippen Kristus, stenen fra Daniel 2:44, ved Hans genkomst. Han
vil smadre de Babylon- anførte folk der går imod Ham.
Dette
gør disse salmer til en udfordring for os, ved det, at de viser
hvorledes vores tidligere brødre hældte deres sjæle, deres vrede, deres
tvivl og deres frygt, deres glæde og også deres overflod…til guden der
hører bønner, til den gud der føler dybt for os, som føler vores
følelser, som ser og ved alt i menneskets hjerte, endda endnu mere
igennem vores Herre Jesus Kristus. Og vi må spørge, om vores bønner er
af en sådan kvalitet, eller om vi er faldet i middelmådighedens dynd,
de samme standard fraser, de samme gamle ord og temaer… og meget værre,
kan det være, at vi tror at Gud kun ser og hører de ord vi siger til
Ham i formel bøn, og affejer alle vores følelser og tanker? Når vi ser,
at Han ser og ved alle ting, lad os så hælde alt hvad der er i os ud
foran Ham. Og vi vil opdage at det er vidunderligt terapeutisk, når vi
kæmper imod vrede og smerte.
Vores ord
Paul
forsikrer to gange sine læsere, at han taler sandheden fordi han taler
i Guds åsyn og med Guds tilstedeværelse (2 Kor. 2:17; 12:19). Det
faktum at Gud alle vegne er tilstede igennem Hans ånd, altså at Han
eksisterer, burde i det mindste få os til at være ærlige. På Dommedag
vil det fordømte Israel vide, at Gud hørte hvert eneste af deres ord;
men hvis vi accepterer dette faktum nu, vil vi blive påvirket i vores
ord allerede nu. Og med vores ord vil vi blive berettiget (Ez. 35:12).
Overvejelser om Guds alvidenhed får os til at beundre Hans følsomhed
overfor menneskelig opførsel. Hannah fortæller Peninah at han ikke skal
tale så stolt fordi “Herren er en vidende gud, handlinger bliver ikke
dømt”, altså de bliver ikke dømt med det samme, men de vil garanteret
blive dømt (1 Sam. 2:3).
Fordi Gud ser og ved alt,
må vi erkende at Han erkender de usagte implikationer af vores ord.
Jobs angrende ord fra Job 40:5 bliver set af Gud som om Job faktisk
fordømmer Gud, fordi antagelsesvist blev de blot sagt som en maske hen
over Jobs indre følelser, at Gud havde været uretfærdig overfor Job
(Job 40:8). Men når Job bruger grundlæggende de samme ord i Job 42:6,
så accepterer Gud dem. Guds evne til at se indtil kernen skal derfor
ikke kun påvirke vores ord, men frembringe en ærlighed i vores hjerter,
bag de ord vi bruger.
Opmærksom på Gud
Der
er måske en formålstjenlig flertydighed i den hebræiske tekst i Es.
44:22: “O Israel du bliver aldrig glemt af mig” bliver udtrykt i RVmg:
“du skulle aldrig glemme mig”. Det faktum at Gud aldrig glemmer os,
burde være en inspiration til at ikke glemme Ham i den daglige gænge.
At opføre sig som om Gud ikke ser alle vores gerninger er effektivt at
benægte Hans eksistens. Babylon reagerede som hun gjorde fordi hun
ræsonnerede at “Ingen ser mig...Jeg er, og der er ingen udover mig”
(Es. 47:10). De overtog selv Guds sprog, de troede sig Gud, ved at de
troede at deres gerninger ikke blev set af en højere magt. Og vi har
alle en forfærdelig, skræmmende tendens til at gøre dette.