3.5 Nådens våben

Et grundlæggende våben i kampen imod alkohol er begrebet nåde. At Gud vil tilgive og rense os og frelse os som en ren gave, uden krav eller manipulation… og hvis vi tror dette, så vil vi ikke være passive, vi vil aktivt svare med nådefyldte og venlige og sande liv til andre. Herren Jesus død bliver vist som et skyldsoffer. Korset er derfor stedet hvor vi skal lægge vores skyld. Vi skal ikke håndtere vores skyld ved at angribe andre, undertrykke skylden og have en forfærdelig følelse om os selv… men vi skal tro at vores personlige skyld er virkelig og faktisk, men er blevet taget væk i Kristus. Tænk på alkoholikerens klassiske væremåde:

Han anklager [“Hvis du elskede mig, behøvede jeg ikke at drikke”]

Truer [“Nævn det ikke for mig igen ellers…”]

Opdigter alibier [“Jeg drak ikke for meget, en eller anden spiffede mine drinks”]

Praler [“Jeg arbejder hårdere end alle de andre. Hvorfor kan jeg ikke slappe af?”]

Undgår [“Hvis du er så retskaffen at du ikke kan lade en fyr tage en drink, så synes jeg at du blot er en hykler”].

Alle disse holdninger og væremåder bliver påvirket af, at forstå virkeligheden af Guds nåde. Alkoholikere håndterer deres skyld ved at undertrykke den, lammende deres følelser; og også ved at projektere deres skyld over på andre ved at give dem skylden og ved at anklage dem. Den ultimative måde at håndtere skyld er igennem Herren Jesus skyldsoffer. Der blev al skyld håndteret på den eneste måde der har ultimativ styrke og betydning. En gyldig erfaring af Kristus vil føre til evnen til at udtrykke følelser, eller i det mindste at kunne nå i kontakt med dem uden at undertrykke dem. Alle alkoholikerens væremåder- opdigtning af alibier, trusler, praleri, undgåelse etc. har alle en effekt på hans familie. Han truer, familien bliver bange; han anklager, de føler sig såret eller skyldige; han bruger alibier, og de føler mistillid. Men også for dem giver en dyb accept af Guds nåde dem styrke til at føle deres egne følelser, ikke at påtage sig falsk skyld, at vurdere situationer og personlige forhold realistisk. Og de vil også igen blive styrket til at have ægte følelser igen, deres egne følelser, følelser guidet af Guds ånd, i stedet for det spind af manipulationer som familiens alkoholiker laver. I dysfunktionelle familier laver den magtfulde person reglerne. Han skaber et familiesystem i sit eget dysfunktionelle billede. Dysfunktionel betyder at systemet virker, det holder ikke op med at virke, men det opererer på en deform og skadelig måde. Ved at blive fyldt med Guds Ånd og en accept af Hans nåde, bliver familien formet efter Guds billede, ikke efter alkoholikerens billeder. Fordi for dem er Gud den ultimate magthaver, ikke alkoholikeren. Dysfunktionelle alkoholiske familier er baseret på regler- ubevidst, selvfølgeligt. Disse inkluderer:

Alkohol er ikke den virkelige kilde til familiens problemer

Alkoholikeren er ikke den ultimativt ansvarlige

Status quo skal bibevares for enhver pris

Ingen må diskutere med andre indenfor familien eller udenfor familie hvad der foregår

Ingen må sige hvad de virkeligt føler

Disse regler skal brydes og erstattes.

Den ultimative effekt af at kende Kristus er, at kende vores frihed til at vælge, til at vælge liv eller død ved at vælge at acceptere eller afvise Ham, den eneste ultimative kilde til liv og frihed. Som alkoholismen udvikler sig bliver mindre og mindre i livet et spørgsmål om at vælge. Alt drejer sig om valget at fortsætte med at drikke eller at stoppe. Dette bliver til et valg mellem liv og død- og kun ganske få folk ser liv:død spørgsmålet så klart. Alkoholikeren fremstår som idealet udfra hvilken man vælger for Kristus. Dette er hvorfor jeg opfordrer alkoholikere til at studere Evangeliet og blive døbt, efter at have forstået det valg de står overfor. At vælge hvad der er af betydning og ikke er af betydning er grundlæggende et åndeligt valg- og dette er hvorfor kun accepten af en “højere magt”, for mig, Kristus i ‘kristendom’, kan føre til en endegyldig helbredelse af den alkoholiske familie. På samme måde er et fokus på den virkelige person Jesus, et ‘menneske’, en person, nu i Himlen, som engang var her på Jord og helt sikkert kommer igen… dette er svaret på alkoholikerens egocentriske sind, et sind som får ham til at være ‘følsom’ overfor folk, så han bliver provokeret ved den mindste antydning, og svælger i urimelig selvmedlidenhed.

Alkoholikere er således faktisk nærmere til Gud end mange af os. Jellineks klassiske studie af alkoholisme fandt at “I mange stofmisbrugere, omkring 60%, udvikler der sig nogle svage religiøse lyster efterhånden som rationaliseringerne bliver svagere”(1). Hvad vi forsøger at gøre er, at gøre brug af dette ved at sætte alkoholikeren i kontakt med det ‘religiøse’ budskab om nåde som der er i Herre Jesus. I min store erfaring i at prædike Kristus i Europa, er det rationalitet som holder i det mindste det europæiske sind fra at komme til Ham. Og dette er sandsynligvis sandt i andre kulturer i vores moderne verden. I alkoholikeren bliver denne trang til at rationalisere alting dog formindsket- og den kristne rådgiver og familie skal udnytte dette faktum. Sand kristendom overbeviser os alle om synd, om vores skyld foran Gud. Det blev engang tænkt at alkoholikere kun kunne blive hjulpet hvis de blev tilladt at nå ‘den dybeste bund’. Men overbevisningen om synd og nødvendigheden af den position som et møde med Kristus skulle medføre kan skabe en krise, en “høj bund” som AA kalder det, som kræver radikale ændringer før alkoholikeren faktisk rammer den dybeste bund, med al den skade dette medfører.

Notater

(1) Jellinek, The Disease Concept Of Alcoholism (New Haven, USA: College And University Press, 1960) s. 130.