3.3 Anger

Her har den troende endnu engang en masse fordele over den ikke-troende. Fanget for en tid i en lufthavnsventehal skimmede jeg George Bests autobiografi Den gode, den onde, og den boblende. I den optegner han sine kampe med alkohol, ofte påpegende at til trods for rigdom og berømthed, eller måske lige netop på grund af dem, havde han ingen rigtig motivation for at slutte drikkeriet. Frygten for konsekvenserne af deres sidste druktur motiverer måske nogle alkoholikere, men kun for en kort tid. For os er motivationerne ikke kun selviske- at vi ønsker en lykkeligere familie eller økonomi, etc.- men at vi har en forpligtigelse overfor Gud. Vi ved at alkoholisme er en synd. Alkoholisme er ikke Guds vilje. En sygdom er det nok, definerbart som det nok er i fysiske eller psykologiske termer, endda forståeligt da det måske angiver en persons vej igennem livet...men alligevel er det en synd. Og vi elsker Gud; for Han elsker os, elsker os og elskede os mere end vi vil nogensinde opfatte, selv igennem de evigheder der helt sikkert afventer os. Vi ønsker derfor at leve som Han vil, at vi skal leve; vi forsøger at leve Guds Rige lige nu. Vi søger oprigtigt at være som den Ene der elskede os til slutningen, som ofrede sit liv for os Hans venner. For den alkoholiske troende betyder dette at opgive alkoholen. Vi ønsker at være som Ham, at leve og være og opfatte som Han gjorde og gør.

Fyldebøtter vil ikke arve Riget; således siger 1 Kor. 6:10 og Gal. 5:21. Betyder dette at alkoholikere som ikke kan stoppe ikke vil være der? Nej. På hvad grundlag vil de så være der? Fordi de angrer. De har en sindstilstand der igen og igen afviser hvad de har gjort. Det er nemt at pege fingre af alkoholikere. Deres synd er åben og går foran dem til dommen. Men vi er alle, desværre, vanemæssige syndere. Vi synder, angrer, og gør det samme igen. Vi bliver fortvivlede. Vi hader synden. Vi klynger os til Pauls ord i Romerbrevet 7:15-25 og finder trøst i at dette er os. Alligevel, når vi læser videre ind i Romerbrevet 8 og ser at ånden, i det nye liv i Jesus, har frigjort os fra den åbenbart uundgåelige lov om synd indeni os. Vi undrer os endnu mere over vores gentagne fejltagelser. Og vi klynger os til nåde og et ægte, fuldstændigt ægte had til de synder vi begår og en brændende lyst til at overvinde. Og vi ser med glæde frem til Rigets frelse. Og, skridt for skridt, lykkedes det for os at ændre os. Dette er hvad Gud beder om fra den alkoholiske bror eller søster, som et mindstemål. Dem som bor sammen med alkoholikere har den samme tendens som vi alle har- at flippe ud over andres mere offentlige synder, med en smug selvtilfredshed med os selv, hvis synder ikke er så åbne, og alligevel lige så vanemæssige. Erkend din vane med at være selvretfærdig, skriv ned og analyser dine vanemæssige synder. Og erkend at dit alkoholiske familiemedlem vil være meget følsom overfor enhvert selvretfærdig eller opfattet hykleri i dig. Du ønsker at elske dem, med en bibelsk kærlighed, til at gå en bedre vej. Hyklerisk forbandelse er ikke måden at gøre dette. Påpeg overfor alkoholikeren, at fuldskab hører til sammen med afgudsdyrkelse, stridighed, forbitrelse, jealousi, fløjdyrkelse og grovædning som en synd der vil udelukke fra Riget (Gal. 5:19-21)- og du er selv nogle gange fløjdyrkende, stridig, selvglad, jealous, afgudsdyrkende, begærlig etc. Det er bedst at indrømme dette med det samme fordi alkoholikere er kendte for at være gennemborende kritiske om dem der er rundt om dem.

Forskellen mellem alkoholisme versus lejlighedsvis fuldskab er, at alkoholisme er en syndig livsstil som fortsat gentages som en del af livet. Men du begår også synder (som så mange andre i broderskabet) som, jo mere du begår dem, er på kanten af at føre dig ind i et sådant syndfuldt liv. Dette er hvor livet med en alkoholiker bruges af Herren til at give en sand ydmyghed og selvforståelse til dem som omgiver alkoholikeren. Det syndige ved alkoholisme er ikke blot at vi indtager kemikalier [etylalkohol] i mængder som Bibelen foreskriver. Problemet med alkoholismen er løgnene, skaden på en selv og på andre, skader på kroppen pga. en egoistisk vane, fordrejelsen af billedet af Gud, den manglende evne til at forsøge at leve op til den pragtfulde hensigt Gud har med os, den påviste mangel på kærlighed til en selv og ens nabo. Alligevel er hver af disse synder vanemæssigt gentaget i mange kristnes liv. Dette berettiger ikke alkohol, men jeg vil hævde at dette punkt bliver nødt til at blive indrømmet til alkoholikeren. Vi rotter os ikke sammen imod alkoholikeren. Vi kæmper alle imod synd. Ingen er så fjernt fra Gud at han ikke kan hjælpes. Dette må fremhæves igen og igen. Herren Jesus nød at henvende sig til de allerlaveste i samfundet i det første århundredes Palæstina.

Den eneste dommer

Vi må ikke begive os til alkoholikeren som dommere der ivrigt afventer at straffe. Kærlighed skal åbenlyst være vores motiv. Og vi søger at give alkoholikeren kærlighed til livet; fordi det grundlæggende problem med alkoholisme er ikke at bud brydes, men at der mangler kærlighed. Når vi står overfor kvinden taget i at begå hor, påpeger Herren til dem der anklager hende, at de også er syndere, i en sådan grad, at de ikke kan fordømme hende. De forlader scenen, en af gangen. Og så beder Herren hende om at ikke synde igen (Joh. 8:3-11). Måske han gjorde dette for at hjælpe hende i stedet for dem. Måske Han fornemmede hendes dybe følelse af urimelighed og uretfærdighed og bevidsthed om andres hykleri. Måske havde hun haft sex med hver eneste af disse selvretfærdige anklagere; eller i det mindste var hun bevidst om deres egne moralske fiaskoer. Men Herren ville ikke, at det hindrede hende i at angre. Den anden pointe af den episode er, at Herren alene har magten til at fordømme. Han behøvede ikke at sige det mindste; Hans åbenbare perfektion overbeviste hende om hendes synd. Hvis alkoholikerens familie begynder at fordømme, løber de uværgeligt risikoen af at alkoholikeren fnyser af fortørnelse over deres hykleri. Vi må være åbne om vores egne fejl når vi rådgiver alkoholikeren. Der skal være en virkelig konfrontation - med rigtige konsekvenser, hvis der ikke sker en ændring. Og et dybt, bønfyldt tyende til hvad Alcoholic Anomynous ville kalde ‘en højere magt’- som vi kender som det uforlignelige, mageløse eksempel på mennesket, den perfekte Jesus. Herren bad dem der var uden synd om at fordømme hende- og Han havde klart sig selv i sine tanker, den Eneste uden synd. Han bad dem om at overlade al dom, i form af fordømmelse, til Ham- og han fordømte hende ikke. Han tilgav hende og tilskyndede hende til at ikke synde igen.

Praktisk anger

Jeg hævder at anger skal udtrykkes i ord- det skal “tilstås” (1 Joh. 1:19), hvilket betyder en verbal eller skriftlig formulering af tingene. Det er ligesom at bede eller at læse Bibelen højt; det får vores sind til at tænke ikke helt så hurtigt. Vi bliver nødt til at nå til enighed med alle aspekter af vores synd. Vi må konfrontere den, i al den grimhed som vi har gjort. Alkoholikeren der vil stoppe med at være alkoholiker bliver nødt til at sætte sig ned i ædru tilstand og skrive en liste over alle de personer som han eller hun har syndet imod, og alle de måder og lejligheder som han eller hun kan huske har ført ham eller hende til at synde. De skal skrive ned hvor meget de har brugt på alkohol. Og opfordre dem til at bære disse noter med dem, i bukselommen, sammen med en liste over alle grundene til at de ønsker at stoppe med at drikke. Og opfordre dem til at læse den i løbet af dagen. De skal hjælpes af en eller anden tæt på dem, som dermed chokerer dem ved at vise dem den liste de har skrevet om dem selv, måske vedrørende andre svagheder end alkohol. Specielt skal alkoholikeren skrive allerøverst på siden, i store velskrevne bogstaver som skrives langsomt: “Jeg er en løgner”. Dette er udslagsgivende for deres helbredelse [jvf. trin 4-9 af AAs redningsprogram].

At tro på at vi er blevet tilgivet er måske den største udfordring i troen for enhver af os; og det er specielt svært for den alkoholiske troende, hvis tro er svag i alle tilfælde. Åbenhjertigheden af tilgivelsen til rådighed (Luk. 7:42), den fuldstændige renhed og fuldstændighed af Guds nåde (Ef. 2:8,9)- disse ting skal diskuteres med alkoholikeren. Måske kan du forsøge at forklare dem den vidunderlige logik som ses i Romerbrevet 8- hvis Gud retfærdiggør os, så kan ingen rette en anklage imod os. Hvis så meget blev opnået af Herrens død, hvor meget mere blev så ikke opnået ved Hans genopstandelse og nye liv, som Han ønsker at dele med os? Hvis Gud end ikke skånede sin egen Søn, hvor meget mere er Han så ikke villig til at give os? Hvor synd forøges, nåde forøges, og Gud bliver endnu mere herliggjort (Rom. 5:20). Han forandrer Akor dalen, et symbol på Israels skamfulde afvisning af Gud, til en håbets dør, hvor Israel en dag skal synge som i de dage da hun kom ud af Egypten (Hos. 2:14,15). Løftet om at rense os fra al uretskaffenhed er virkeligt og meningsfyldt (1 Joh. 1:9).

Anger bliver inspireret af hvad vi løst kan kalde følgeskab. Det er de andres eksempel der i praksis inspirerer, uanset hvor fint vi håndterer emnerne der kommer imellem Gud og os selv. Der er mange kristne som har kæmpet imod og vundet over alkohol; og mange familier som kan bære vidnesbyrd på en måde der vil være hjælpsom for den person der virkeligt og oprigtigt stræber efter overtaget. Og der er mange andre der stadigt kæmper kampen. Du kan komme i kontakt med sådan nogle ved at sende en email til info@carelinks.net. Vi garanterer dig fuldstændig, total fortrolighed. A.A. siger, at en måde at nå styrke udenfor dig selv er ved at mødes med folk der kæmper den samme kamp, og få styrke fra dem. Og for nogle virker dette. Men tænk på den endnu større styrke der burde være i at få styrke fra Kristu krop! Meningsfyldt følgeskab med alkoholikeren kræves. Bemærk hvordan Herren gik i følgeskab med syndere for at bringe dem til Ham. I modsætning til hvad vi ville forvente, så ræsonnerede de ikke, at det faktum at Han var villig til at dele bord med dem, betød at de var rene i Hans øjne. Hans nåde og den insisterende, gennemtrængende virkning af Hans personlige hellighed og nådefyldte accept inspirede dem til at ændre sig. Desværre er mange kristne grupper blevet tilsølet af “skyld ved omgang” syndromet, hvormed en som en alkoholiker ikke må omgås, ellers bliver vi besudlet. Men dette er ikke hvordan Herren var overfor os. Den sårede mand som blev reddet af samaritaneren ligner os alle sammen så meget, slået med synd og efterladt halvt død og nøgen på gaden. Alligvel minder billedet af manden der ligger der meget om alkoholikeren, klædt nøgen og røvet af ‘tyvene’ socialt drikkeri, alkoholreklamer, etc. Alligevel tog samaritaneren [= Jesus] ham til kroen og sørgede for hans pleje indtil Han vendte tilbage. Kroen er i virkeligheden kirken; der finder vi den åndelige styrkelse og helbredelse af vores sygdom. Og dette vil fortsætte indtil Herren vender tilbage.

Hvert medlem af kroppen, hvad enten de er alkoholikere eller ej, bidrager til kroppens generelle styrke. Ingen medlemmer kan sige, at de ikke behøver de andre. Kroppen “forøger sig selv” og bygger sig selv op i kærlighed, styrket af næringen fra andre medlemmer (Ef. 4:16). Der er derfor styrke og kraft udenfor os selv inden i Kristu krop. Tragisk som det er, så anskues kroppen af troende, af mange alkoholikere og deres venner som dømmende, udskældende, uden forståelse etc. Alligevel er Skrifterne endegyldigt sande; der er, ja der er virkeligt, styrke, kraft og helbred at finde i Jesu krop. Dette er hvor, hvis fuldstændig fortrolighed gives, der er stor styrke at finde i, at dele ens alkohol relaterede problemer med andre indenfor kroppen. Hvad vi alle behøver er en virkeligt stor lystighed omkring synden at sladre, og synden at være fordømmende. Disse to fælles synder i den kristne kirke afholder os fra at være den gode kraft, eller blot spydspidsen i denne generation, hvilket vi ellers nemt kunne være.