1.6 Den alkoholiske familie

Alkoholisme er en sygdom som ikke kun påvirker alkoholikeren. I de fleste tilfælde lever alkoholikeren i en familie, og en eller flere personer i den familie hjælper ham eller hende. De lyver for ham [jeg vil kalde alkoholikeren ‘ham’ og hjælperen for ‘hende’ for at gøre tingene nemmere at forstå, men det er bestemt ikke det almindelige tilfælde]. De andre familiemedlemmer lærer, at tilpasse sig situationen på deres egne måder. Hele familien bliver fanget i benægtelsen og løgnene, liv med hemmeligheder og bedrag. Nogle gange benægter de at familiens problemer virkeligt skyldes alkohol, og har en tendens til at være usande om i hvilken grad de hjælper alkoholikerens adfærd og ‘slipper afsted med det’ igen og igen. Selvom det ofte er umuligt, da rådgivning af den enkelte alkoholiker ofte ikke er nok- hele familien behøver rådgivning. Sharon Wegscheider har klart forklaret hvordan alkoholikerens følelser bliver overført til familiemedlemmerne, igennem deres forkerte reaktion på hans manipulatoriske adfærd.

Alkolikerens følelse
Alkoholikerens adfærd
Alkoholikerens familiemedlemmers følelser

Skam, had til sig selv
Selvretfærdighed, bebrejdelser
Skam, had til sig selv

Frygt
Aggression, vrede
Frygt

Hjælpeløshed
Kontrol over andre
Hjælpeløshed

Smerte
Misbrug
Smerte

Ensomhed, afvisning
Afvisning
Ensomhed, afvisning

Lav selvtillid
Storslåethed, kritiklyst
Lav selvtillid

Fordi alkoholisme på denne måde er en sygdom som påvirker hele familien, har det en tendens til at genopstå selv efter at alkoholikeren er død. Dette er min forklaring på hvorfor alkoholisme ser ud til at gentage sig igennem generationerne i nogle familier. Dette har intet at gøre med gener- et alkoholisk gen er aldrig blevet fundet. Det er om at en families dysfunktion påvirker den næste generation.

De forskellige familiemedlemmer vil reagere forskelligt på alkoholikeren, medens de deler de samme grundlæggende følelser som forklaret ovenfor. Og alligevel har familien svært ved at udtrykke deres virkelige følelser; de lærer snart at spontante følelsesudtryk medfører problemer, og derfor viser de ikke spontant deres følelser. Og selvfølgeligt forbliver de ude af kontakt, ikke kun med deres egne følelser, men også med resten af familienetværket. Vi forsøger at vise, til de involverede mennesker, at kærlighed, frihed, risiko, valg, overgivelse til Gud og Hans Søn… skal være vores sande håb. Ikke success, penge, magt, velbehag, fastholden af gamle fortrædelser. At vise vores følelser og vores egentlige natur er selvfølgeligt at tage en chance…men alkoholiske familier har kun valget at tage denne chance eller at gå itu. Det var Einstein som sagde: “Når du begynder at leve dit liv efter dine egne valg, får du egentligt et helt nyt liv.”. Det kan være en hjælp i terapi at få familien til at spille hinanden i rollespil. Dette er en virkeligt stærk og lærerig oplevelse for dem…selvom problemet normalt er at få familien til at gå i terapi sammen. Nogle medlemmer vil anse sig selv som helten / heltinden, meget roste af folk udenfor familien, følende at familien afhænger af dem alene…andre bliver syndebukken, eller udvikler en stærk humor, med konstante jokes, mangel på alvor…andre trækker sig ind i dem selv, bruger deres tid på computerspil, på Internettet, afhængighed af studier eller kemisk afhængighed, inklusiv alkohol. Tilbagetrækningen indeni en selv, at være en ‘tabt person’, kan ofte ses i børn der er født efter at forælderen blev alkoholiker. De blev født uden at opleve den tidlige del af plottet; de blev født ind i en situation hvor benægtelse og alle de andre alkoholiker-familie følelser var allerede indført som norm, og forvirret fik de deres rolle i skuespillet. Igen og igen bliver jeg nødt til at bemærke…at indre ensomhed, tilbagetrækningen fra verden, isolationen fra andre er frugtbar jordbund for at udvikle personlig spiritualitet. Den alkoholiske familie venter bare på at Kristus kommer. Men så mange snubler ved det andet af de 12 trin: “At tro at en magt større end os selv kan gengive os mental sundhed.”. Desværre forveksler folk deres behov for Kristus med deres erindringer om og opfattelser af religion; så de ofte forveksler spiritualitet med at blot gå i kirke. Religion og kirker har så ofte givet dem de samme følelser af skyld, smerte, skam, bedrag, vrede etc. som de bliver nødt til at slippe fri af. Alt for ofte er hvad der anses for kristendom blot tvangsopførsel, hvor det sande kald fra Kristus er at omfavne den ultimative frihed til at vælge…Hvilket er hvorfor jeg foreslår folk at lære nådens evangelium og at blive døbt ind i Herren Jesus fremfor at ‘få religion’ på en mere formel måde.

Uanset hvilken rolle familiemedlemmer påtager sig, så begynder de at se disse roller som grundlæggende for overlevelse, og de efterlever disse roller med den samme benægtelse, tvang og selvbedrag som karakteriserer alkoholikeren. Det nærmeste familiemedlems rolle, altså hustruens rolle, er ofte udslagsgivende. Hun bliver nødt til at være både fader og moder til familien, hun bliver nødt til at tage ansvaret for finanserne og indkøbene, hun tager ansvar for familiens anliggender, og hun skælder ofte alkoholikeren ud samtidigt med at hun hjælper ham til at fortsætte. Hun lever i konstant frygt for hvad fremtiden kan bringe [vil alkoholikeren miste hans job, vil familien overleve, vil han fysisk skade børnene eller hende selv imens han er fuld…]. Og mest af alt bliver hjælperen karakteriseret af vrede og en manglende evne til at udtrykke sine egne følelser. Overlevelse bliver den eneste værdi, det eneste mål. Myriaden af ting som hun skjult gør for den lidende familie bliver ofte set af hende som en retskaffenhed, en dyd som er sin egen belønning. At imødekomme andres behov til egen skade er den klassiske indgang til at blive udbrændt. Den nådesbaserede troende ved at arbejde ikke kan frelse…det er en accept af Guds gratis gave som fjerner al værdsættelse af vores eget hårde arbejde.

Hvis hun er kristen tager hun måske tilflugt i håbet at Gud på en eller anden måde vil lave et mirakel og ændre tingene. Alligvel er dette ofte blot en undskyldning for at ikke stå inde for hendes rolle som hjælper. Vi har her skrevet ud fra den antagelse at alkoholikeren er en mand og en ægtefælle. Ofte er dette ikke tilfældet. I tilfældet med et alkoholisk eller stofmisbrugende barn vil forælderen føle selvanklage og skam- fordi samfundet anser normalt forældrene for ansvarlige for deres børn. Alle de følelser vi har diskuteret kan blive forandret ved at acceptere nåden; og ved at tillade Bibelen at dømme os rigtig skyld for vores faktiske synder og frigøre os fra al den falske skyld som samfundet og alkoholikeren pålægger os. Og dog er hele alkoholproblemet så besættende at familiemedlemmerne, specielt hjælperen, ikke kan finde tid og energi til at udvikle deres sociale, mentale og spirituelle potentialer. Et godt solidt råd til sådanne mennesker er, at opfordre dem til at læse Bibelen jævnligt, endda studere den, personlig bøn, og selvfølgeligt verdslige studier, og større social interaktion f. eks. i kirkesammenhæng. Alle disse ting vil hjælpe til at frigøre dem fra det spind af kontrol og besættelse som alkoholikeren har trukket dem ind i. Og mest af alt burde de give hjælperen motivation og evne til at selv gå til rådgivning. Alkoholikeren ham selv er normalt så selvoptaget, så begravet i benægtelse og selvbedrag, at han sjældent søger hjælp alene. Han behøver, desperat, at hans familie hjælper ham hele vejen ind til rådgiveren. Familiemedlemmerne, specielt dem der er alkoholikerens hjælpere, bliver nødt til at erkende deres hjælpeløshed. Dem som er vokset op med en teologi baseret på rigtige handlinger finder dette virkeligt svært. Det er så svært for familien at acceptere at de har et medansvar for alkoholikerens problem. Vreden, selvretfærdigheden og selvmedlidenheden som hjælperen og andre familiemedlemmer føler, er ofte en af de største forhindringer imod at helbrede den alkoholiske familie; og alligevel er disse netop de karakteristika som Guds Ånd, igennem Hans ord, kan fjerne og erstatte.

Det sker ofte at en alkoholiker stopper med at drikke, men han skifter så bare fra en afhængighed til en anden, alt fra gambling til aggressiv og fanatisk religiøs opførsel, og familiens medlemmer sidder fast i de roller som hans afhængige opførsel kræver. Det er endda blevet sagt, at det at stoppe med at drikke kun er 10% af hele vejen til fuldstændig helbredelse. Det faktum at hele familien er låst fast i deres roller, den drejebog de lever efter, forklarer hvorfor op imod 80% af alkoholikeres partnere gifter sig med alkoholikere igen når deres partner enten ophører med at drikke, dør, eller de bliver skilt. Derfor er målet med rådgivning til alkoholikere ikke at genskabe familien som den var inden alkoholismen begyndte. Dette er ikke kun umuligt, men det er ikke vejen til sand helbredelse. Når alkoholikeren ophører med at drikke, sætter et helt spektrum af følelser ind- frygt, frygt for at alkoholikeren begynder at drikke igen, frygt for tab af kontrol over familien; smerte og vrede; tab af fokus og tab af roller; fortørnelse over at blive nødt til at åbne rækkerne og byde alkoholikeren velkommen, og give dem respekt og endda autoritet som de nu måske fortjener. Utroligt ofte bliver dette ikke opnået, følelserne kan stadigvæk ikke blive udtrykt, sandhed og gennemsigtighed vokser stadigvæk ikke, og de negative følelser der blev sluppet fri fører til at familiens sammenhold ødelægges. Terapi behøves for at give familiemedlemmerne styrke til at komme i kontakt med hvad de virkeligt føler, til at identificere og navngive følelserne, og til at erstatte dem med sunde følelser. Dette er årsagen til at Alcohol Anonymous så rigtigt taler om en ‘tør’ alkoholiker som en helende alkoholiker i stedet for som en helbredt alkoholiker. Fordi processen med helbredelse og vækst fortsætter resten af livet.

Notes

(1) Sharon Wegscheider, Another Chance (Palo Alto, CA: Science & Behaviour Books, 1989) p. 83.